DBBFs Bestyrelse har på sit møde den 24. marts taget stilling til den forsatte turneringsdrift i sæsonen 2019-20, set i lyset af de nyeste meldinger fra myndighederne omkring Corona/Covid-19.
Basketligaen og Dameligaen
Som tidligere meddelt er alle resterende kampe og slutspil annulleret. Medaljer uddeles ud fra slutstillingen i grundspillet for damerne, og for herrerne den nuværende stilling i grundspillet, korrigeret for antal spillede kampe (sejrskvotient)
Danmarksmesterskaber for Ungdom (U19, U17, U15)
Alle evt. tilbageværende planlagte kampe i rækkernes grundspil annulleres, og nuværende planlagte slutspilsmodeller annulleres også, som de er beskrevet nu. Endelig beslutning omkring eventuel afvikling af UDM i en eller anden form, er udskudt til april. Seneste deadline er 30. april, hvor også FIBAs beslutning om U-EM m.v. er kendt. Hvis der gives tilladelse, vil der arrangeres et UDM i Final Four format el. lign. i starten af juni, for aldersgrupperne U19, U17, U15. Af hensyn til skadesrisiko efter en længere pause vil holdene få mindst tre uger til at forberede sig. Hvis ikke myndighederne pr. 30 april. utvetydigt har givet tilladelse til at spille basketball fra midten af maj, aflyses også dette slutspil. I givet fald vil medaljer uddeles efter samme princip som for ligaerne. Mere information om disse planer til evt. deltagere udsendes fra DBBF i løbet af de næste uger.
Alle øvrige rækker
Alle øvrige rækker (inkl. 1. division, 2. division, øvrige seniorrækker, øvrige ungdomsrækker Mester/A/B, Grand Prix m.v.) lukkes ned nu, og alle eventuelle slutspil i disse rækker annulleres. Rækkevindere kåres efter samme princip som for ligaerne.
Op- og nedrykning samt rækkesammensætning
I rækker hvor slutplacering kan få betydning for op/nedrykning eller rækkesammensætning i næste sæson, vil en korrigeret slutstilling fra grundspillet i de enkelte rækker ultimativt blive anvendt (sejrskvotient), men DBBF vil ekstraordinært åbne for muligheden at hold der på papiret havde mulighed for at rykke op, eller mulighed for at undgå nedrykning, kan ansøge om at rykke op/forblive. |